Vejen er bedre end målet

Min hestehverdag er nok mere eksotisk end de fleste hestefolks hverdag i Danmark. Her er nemlig dejligt varmt her på St. Vincent på de Caribiske øer. Her lever jeg side om side med mine seks heste under palmevingernes skygge og sorte sandstrande med tilknytning til et hikingcenter.

Baggrunden er måske knap så eksotisk, for da jeg kom til St. Vincent for et par år siden, fandt jeg godt nok en flok vilde heste, men de viste sig hurtigt at være mishandlede heste, som i første omgang var helt uden for ’terapeutisk rækkevidde’. Naivt troede jeg, at man kunne forvandle de misrøgtede heste til glade turheste, som kunne gå med turister til den ufremkommelige regnskov og de smukke og betagende vandfald i området.

Men det gik slet ikke. Det var heste som var dybt traumatiserede og havde for mange dårlige oplevelser i bagagen til at de kunne nås med helt almindelige træningsmetoder. En af hestene havde et langt ar efter en kniv, en anden havde et stort hul i øret samt en rygskade. Derimod tog hestene mig med ud på en lang, spændende og nok uendelig rejse. Og det er den ’magiske’ rejse mine blogindlæg vil handle om her på Hest-online.dk.

Magien skal ses i de træningsmetoder, jeg har valgt at lægge til grund for mit samarbejde med hestene. For hvad gør man, når man virkelig gerne vil have en god kontakt med hesten og opbygge et samarbejde gennem gensidig glæde og helt uden tvang, men gennem godt lederskab? Man afsøger andre veje. Det er første gang, at jeg træner heste så grundigt fra jorden, før jeg sætter mig op på ryggen af dem. Men her er der ingen vej udenom. Det har taget mig med ud på en lærerig rejse stærkt inspireret af Carolyn Resnick s trænings-metoder, som arbejder meget med hesten på dets eget ’sprog’.

Lige nu, forsøger jeg at træne tre af hestene i at adlyde signaler på primært stemme og kropssprog. De skal kunne adlyde tre forskellige tempi i skridt, trav og galop, før de får rytter på ryggen. Så sent som i går trænede jeg førerhoppen og en vallak i stemme-kommandoerne, og jeg kunne virkelig mærke en forskel, da vi trænede galop. Indtil videre har vi nemlig hovedsageligt trænet skridt og trav, men med den første galoptræning, kunne jeg mærke, at begge heste pludselig var meget modtagelige for indlæring. De udviste stor iver og energi , og nu kunne jeg forsigtig arbejde videre med flere galoptrin.

Målet er, at de skal kunne rides helt uden sadel og hovedtøj, men på stemme og kropssprog – men vejen er lang, sjov og udfordrende - med heste som en gang har mistet tilliden til mennesker. Fortsættelse følger!