Hvorfor er der så mange ryttere, der først lærer at ride »med følelse« meget sent - hvis overhovedet nogensinde? Jo, det kan skyldes, at vi fra barnsben lærer at indtage korrekte positioner på hesten alene for korrekthedens skyld, uden nogen egentlig kontakt til vort eget indre eller til hestens.

I et hvilket som helst ridehus kan man stille sig ved barrieren og høre undervisers monotone gjalden; hovedet op, hænderne ned, ret ryggen, benene ind til hesten, spark til den osv.

Problemet ved denne tilgang er, at rytterens krop nemt bliver til et stykke følelsesforladt mekanik og hesten et instrument, der skal reagere, når rytteren trykker/sparker på »knapperne«. Denne måde at undervise på giver »følelsen« ringe vilkår, og gør det svært for ryttere at opnå den følelsesmæssige kontakt og samhørighed med hesten, som de fleste af os drømmer om.

Ridning er kommunikation

I stedet for en masse tekniske anvisninger på det korrekte sæde og om, hvordan de forskellige øvelser udføres, kan man også anvende en anden tilgang til ridningens ABC, hvor rytteren lærer en stadig stigende grad af kropsbevidsthed og kropskontrol - både fysisk og mentalt. Kropsbevidsthed handler blandt andet om rytterens udvikling af motorisk styreevne, koordineringsmæssige færdigheder og muskelkontrol.

Det er færdigheder, der er vigtige for alle idrætsudøvere at udvikle, men de får en helt særlig betydning for ryttere. Ryttere er nemlig de eneste sportsudøvere, der skal samarbejde med et dyr, og hvor den fysiske kontakt er så stor.

Hvis vi derfor skal række ud over den tekniske og følelsesforladte ridning, skal vi sidestille ridning med kommunikation, hvor samspillet mellem hest og rytter er en samarbejds- og en læringsproces, der er karakteriseret ved at der opbygges et fælles sprog. Endemålet for rytterens uddannelse er at ride med en minimal brug af muskelkraft og at opnå tilstrækkelig kropsbeherskelse og indføling til, at kommunikationen med hesten føles intuitivt, snarere end at der trykkes og »tales«.

Da vor krop og psyke hænger uløseligt sammen, handler udvikling af kropsbevidsthed også om vor evne til at mærke efter, hvad der rør sig i vort eget indre, når vi sidder på hesten. I forhold til samspillet med hesten skal vi derfor være særligt opmærksomme på vore helt personlige tanker, altså den indre dialog, vi fører med os selv.

Hos mange mennesker er den indre samtale domineret af en positiv grundtone, mens den hos andre har en overvejende negativ grundtone. Det centrale er, at den indre samtale påvirker os ubevidst. Efter et stykke tid begynder vi at reagere i overensstemelse med den dialog, vi fører med os selv, og den vil være med til at styre vores bevægelser og handlinger.

En positiv indre samtale bevirker åbenhed i kropssproget og en tilpas afslappet muskulatur, hvorimod negativt ladede tanker, usikkerhed, tvivl, angst, vrede osv. tilsvarende bevirker et lukket kropssprog og en fastlåst muskulatur.

Det vil også påvirke vor samspilskompetencer, vor evne og vilje til at udvise tålmodighed samt vores fysiske og psykiske eftergivenhed over for hesten.

Hvis vi overvejende tænker i negative baner - måske endda uden helt at være klar over det - kommer vi nemt til at ride med bremsen på og forholde hesten, fordi vore negative tankerækker forplanter sig i kroppen.

Humøret kan da betragtes som et følelsesmæssigt barometer med stor indflydelse på vores motivation, kroppens energi og udstråling.

Positive følelser, stemninger og tanker bevirker en tilsvarende kropslig afslappethed, der også gør det så langt nemmere at foretage koordinerede bevægelser. Når vi sidder på hesten, skal vi ride med et åbent kropssprog. At rette ryggen og indtage kropslige positioner alene for den korrekte opstillings skyld har derfor intet med et åbent kropssprog at gøre. Det skal udtrykkes og komme indefra i tanke og i følelse - som forudsætning for et kommunikativt indre og ydre udtryk.

Som barn læste jeg Wilhelm Muselers bog om Ridelære - ad mange omgange. Den var min bibel. I de mange år, der fulgte med at terpe grundridning, tog jeg den af og til frem, når jeg havde brug for at få opfrisket min rideteori.

Som så mange andre bøger om traditionel ridelære kunne man også i Muselers finde en masse illustrationer og ridetekniske anvisninger. Med 10-20 års efterfølgende træning af korrekt opstilling sad jeg da også pænt på hesten, og de tekniske hjælpere for dressurøvelsernes korrekte udførsel var også faldet på plads.

I Muselers ridebog var der indtil flere passager, der handlede om det at ride med følelse, og som jeg ikke helt kunne få til at passe med min egen ridning. De blev dog ved med at spøge i baghovedet, for hvad mente han egentlig med den følelse? Og hvad vil det sige at ride med følelse?

Han sammenlignede også ridning med balletdansens lethed og graciøse fremtoning og skrev, at »kaldet er kun den rytter, der med hele sin sjæl trænger ind i hestens psykologi, som ikke med kraft, men med følelse forstår at fremkalde sammenspil mellem hest og rytter«.

Det lød himmelsk og besnærende, men også vanskeligt at omsætte til praksis!

For nybegynderen - eller den erfarne rytter, som aldrig helt har taget sig tid til at oparbejde en god kropsbeherskelse - vil kroppen fungere lidt på samme måde som et slidt, ustemt klaver, hvor tangenten ved siden af vil vippe ned, når man slår en tangent an. Det giver næppe harmoniske toner og kompositioner.

For den »ustemte« rytter vil det eksempelvis vise sig ved, at når hun løfter hovedet, følger hænderne automatisk med op, og måske vil rytteren også ubevidst føre knæene højere op og længere frem i sadlen. For at få det ustemte klaver til at spille rent, skal det skilles ad, renses, smøres og samles på ny. For rytteren gælder nogenlunde same procedure.

Kroppens enkelte dele og led skal kunne virke uafhængigt af hinanden, og hvert af de enkelte led og tilhørende muskler skal være smidige og fungere under viljens kontrol.

Når vi gentager og korrigerer vore bevægelser tilstrækkelig mange gange, danner vi motoriske mønstre - en slags indre skemaer over kroppens bevægelser og samordninger.

Efter mange års træning vil vore bevægelser efterhånden blive automatiseret. Automatisering betyder, at vores bevægelser er velkoordinerede med en tilpas muskelkraft, uden at vi behøver at tænke over detaljerne i udførelsen.

Vi kan koble hjernen fra, slå autopiloten til, og kroppen ved alligevel, hvad den skal.

Når ridningen bliver let

Når først kroppens bevægelser er automatiseret, føles ridningen let og ubesværet, og det kan nu være svært at forestille sig, hvor mange kvaler og hvor meget energi der skulle til i de første ridetimer.

N&ari