I langt de fleste tilfælde er de adfærdsproblemer, heste måtte vise, reaktioner, der forårsages af rytteren. Dette er især tilfældet, hvis rytteren er utryg ved et eller andet, og det er et område, som brevkassen i Magasinet Hest får mange spørgsmål om.

Er der noget, heste er gode til, er det at læse hinandens kropssprog. Som steppedyr, der har tilpasset sig til at leve på åbne områder udsat for rovdyrangreb, er det vigtigt at kunne kommunikere på en "stille" måde, hvilket de gør ved hjælp af små bevægelser, ændringer i kropsholdning eller blot det at rette blikket mod et bestemt sted.

Heste, der lever i nær kontakt med mennesker, lærer at læse vores kropssprog. Når vi er bange eller utrygge ved et eller andet, bevæger vi os anderledes eller indtager en anden kropsholdning. Og dette lærer hesten at registrere, også når vi sidder på ryggen af den.

Hvis en springrytter ikke er helt indstillet på at springe et spring, vil hesten kunne mærke rytterens tøven og være mere tilbøjelig til at refusere. Omvendt, hvis vi er "overbeviste" og dermed målrettede i det, vi foretager os, "udstråler" vi denne målrettethed, hvilket hesten kan registrere, og som gør den mere tilbøjelig til at udføre det, vi beder den om.

Ærlig kommunikation

Kropssprog er en ærlig form for kommunikation. Man skal have gevaldig kontrol over sig selv for at kunne "lyve".

En rytter, der er bange for noget, kan sjældent foregive ikke at være bange. Man kan ikke beordre sig selv eller andre til ikke at være bange.

Den eneste måde at løse problemet på er at benytte den samme fremgangsmåde, som vi bruger til at vænne heste til skræmmende ting og situationer. Metoden kaldes med et fint udtryk habituering - eller på dansk tilvænning - og består for det første i at udsætte sig for den situation, man er utryg ved, for det andet i begyndelsen at gøre det på en sådan måde, at man er rimelig tryg ved situationen.

Derpå er det blot et spørgsmål om gradvist at nærme sig den egentlige situation "i fuld styrke".

Svarene på de to følgende spørgsmål giver eksempler på fremgangsmåden. Og når man træner tilvænningen til den pågældende situation sammen med sin hest, er det jo underordnet, om det er hesten eller en selv, der er mest utryg. Tilvænningen virker på begge parter. Både hest og rytter vænner sig til situationen. Når den nye reaktion bliver etableret som en vane (fx at hesten bevarer roen i situationen), indgyder det endvidere ro hos rytteren, hvilket yderligere hindrer, at hesten bliver utryg. - Ladewig